Knudhule-badehotel-logo-2
nyhedsbrev_januar1_knudhule_badehotel

Kære gæst!

Januar lakker mod enden, og selv om der stadig ligger is på Knudsø i morgentågen, går det lige så stille mod lysere tider! Fra denne uge er Knudhule Badehotel ude af sit vinterhi, og vi lægger ud med et par gode tiltag, mens vi venter at kunne genåbne for spisende og boende gæster.

Bestil takeaway og ophold allerede nu!

Vi tilbyder takeaway til frokost og middag fra torsdag til lørdag. Se menuen ved at klikke på dette link, og skynd jer at bestille – vi håber, at det bliver en lige så stor succes som i foråret.
I kan allerede nu bestille ophold til hverdag og weekend i det kommende forår og sommer. Se de mange muligheder ved at klikke på dette link, og byd lyset og varmen velkommen sammen med os.

Lukketid er forbedringstid

Som altid har vi udnyttet vinterlukningen til at lave forbedringer rundt om på Knudhule. Denne gang har området ved receptionen fået nyt toilet, og faciliteterne ved skranken fremstår nu lige så lyse og lækre som resten af huset.
Vi har også renoveret syv annekshuse. De har fået nye badeværelser, delvist nyt interiør og nye tekstiler og står nu helt klar til at tage imod gæster, når lejligheden byder sig.
I den mere praktiske ende er vores gamle stokerfyr blevet udskiftet med et nyt, som leverer varme med høj energieffektivitet – til glæde for vores gæster, men også for miljøet!

Mod lysere tider

Vi håber snart at kunne genåbne for alvor, men kan lige nu ikke sige, hvornår det bliver. I stedet for at snakke mere om corona, vil vi imidlertid glæde os over det tiltagende dagslys og se frem mod den dag, hvor vi igen kan vende tilbage til normal drift. Det er blevet tid til at komme i gang!

Med de bedste vinterhilsner og i håbet om et snarligt gensyn
Dean Jespersen & Anders Kalstrup

nyhedsbrev_januar2_knudhule_badehotel